Modsigelsen af overudbud er ret fremtrædende: Tonsækkeproducenter har relativt få investeringer, lavt teknisk indhold, lave adgangsbarrierer, mange blindt lancerede, mange små og mellemstore virksomheder, svage innovationsevner og få selvstændigt innovative produkter. Produktassimilering er særlig alvorlig. Derfor overstiger udbuddet alvorligt efterspørgslen og fører til priskrige, og der er en lille fortjenstmargin. På grund af den overskydende produktionskapacitet af produkter kan den ikke frigives.
Plastvæveindustrien er meget skrøbelig og skal integreres: tonposeproduktindustrien har ingen kvalifikationer til at forhandle priser med upstream-råvarevirksomheder, ingen plads til forhandling med downstream-virksomheder og uordnet konkurrence i sig selv, hvilket gør plastvæveindustrien meget skrøbelig og har et akut behov for integration. I løbet af den 15. femårsplanperiode var der mere end 5,000 plastvævevirksomheder på landsplan, men kun ti af dem havde et årligt salg på mere end 100 millioner yuan, og kun mere end 1,{{6} } havde en årlig salgsindtægt på mere end 5 millioner yuan. De øvrige var små og mellemstore virksomheder med tilbagestående udstyr og teknologi, dårlig produktmarkedskonkurrenceevne og større risici i den hårde markedskonkurrence. På grund af stigningen i råvarepriserne kunne produktpriserne ikke stige synkront, hvilket gjorde mange små containerposevirksomheder ude af stand til at bære det, og de stoppede produktionen, skiftede produktion eller lukkede ned.